Ny bog: Der er behov for flere nuancer i kommunikationen om videnskab

Hvor tit ynder videnskabsjournalistikken ikke at rapportere forskningsnyheder som ”videnskaben har nu vist, at …”? Det er imidlertid en udbredt misforståelse, at videnskaben leverer sikker, uantastelig viden.

Empirisk videnskab er stort set altid forbundet med grader af usikkerhed. Men mens videnskabsfolk er skolet i konstant at overveje begrænsningerne ved den empiri, de studerer, samt de resultater, de genererer, kan begrænsningerne og usikkerhederne ved videnskabeligt arbejde være svære at kommunikere til den bredere befolkning. Hvis befolkningen forventer, at videnskabelige teorier og hypoteser er fuldstændig sikre, opstår der nemlig let mistillid til videnskaben, når de udfordres af nye resultater – også selvom en løbende diskussion af disse videnskabelige teorier og hypoteser er en væsentlig del af videnskabens raison d’etre.

Nye anvisninger til bedre videnskabskommunikation

Nu tager en ny bog Scientific Testimony. Its roles in science and society fat på at analysere relationen mellem forskernes diskussioner af videnskabelige resultater og kommunikation om videnskab i offentligheden.   

Bogen, der er skrevet af professor, ph.d. Mikkel Gerken og udgivet på Oxford University Press, forsøger at give en bredere videnskabsteoretisk forståelse af kommunikation om videnskab, som den foregår både internt i de videnskabelige miljøer og eksternt i samfundet – og alt derimellem.

Bogen afdækker endvidere forskellige årsager til videnskabsskepticisme og anviser nogle konkrete forslag til, hvordan både forskere og videnskabsjournalister bedre kan kommunikere videnskab. 

Endelig giver bogen et bud på videnskabens rolle i liberale demokratier, som værdsætter både den offentlige samtale og evidensbaseret politik.

Klimaforskningens kompleksitet giver næring til skepticisme

Mikkel Gerken nævner klimaforskningen som et eksempel på et felt, der på grund af emnets store kompleksitet er i risiko for at blive ramt af skepticisme i offentligheden. En grøn omstilling af samfundet er imidlertid kun realistisk, hvis det er bredt accepteret, at videnskaben er vores bedste kilde til at forstå klimaforhold og på den baggrund udarbejde konkrete løsningsforslag. Derfor er det nødvendigt, at kommunikationen om klimavidenskab anerkender faglig uenighed mellem klimaforskerne, således at det undgås, at videnskabelig genereret viden om klima forkastes som udslag af ”fejlagtige” studier.

Et andet eksempel er sundhedsforskning, som også er karakteriseret ved en løbende strøm af hypoteser, der ofte kan pege i forskellige retninger. Men som corona-pandemien har vist, er det også her vigtigt at anerkende eksistensen af forskellige resultater, som hviler på forskellige studier og forskellige forskningstraditioner. Uden dog at miste blikket for, at disse studier kan være af både god og mindre god kvalitet – og derfor ikke nødvendigvis skal tillægges lige stor vægt. Det samme gælder ikke-videnskabelige holdninger, der ikke bør præsenteres som ligeværdige med videnskab.

Bogen giver i forlængelse heraf nogle konkrete bud på strategier for en anden form for videnskabskommunikation rettet mod offentligheden. Strategier der forhåbentlig kan bidrage til, at kommunikationen af den videnskab, som er så central for samfundet, bliver mere effektiv og bidrager til at genskabe tilliden til videnskabelige institutioner.