Ny bog opridser våbenlovgivningens historie i Europa

Hvorfor må alle og enhver ikke eje eller gå med våben i dagens Vesteuropa? Og hvad er egentlig gået forud for den lovgivning, der gælder for erhvervelse og besiddelse af våben?

”Det er Europa, der er undtagelsen. Det er derfor Europa, der skal forklares. Globalt set har våbenkontrol nemlig langt fra været normen, og historien om våbenkontrollens udvikling i Europa er anderledes end hidtil antaget”, lyder det fra historiker, professor emeritus ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet Gunner Lind, der på baggrund af et monografistipendium fra Carlsbergfondet har skrevet bogen Weapons Law in Western Europe, 1550-2020 om netop våbenlovgivningens tilblivelse og udformning fra 1500-tallet og frem til i dag.

Bogen gør grundlæggende op med to myter: nemlig at europæerne ’altid’ har været afvæbnede, og at adgang til våben skulle være gavnlig for folkelig frihed - en forestilling, der har sine rødder i 1500-1600-tallet.

Mange spørgsmål kan ikke besvares

Der har gennem tiden været lavet meget lidt forskning i våbenlovgivningens historie. Måske - ifølge Gunner Lind - fordi europæere har en tendens til at betragte omfattende våbenkontrol som naturligt og fejlagtigt har antaget, at restriktioner mod våben altid har eksisteret.

Det kan også spille ind, at det ikke er let at kortlægge udviklingen i europæisk våbenlovgivning. Mange grundlæggende spørgsmål er aldrig undersøgt: Hvornår blev individuelle våbenlicenser indført, og til hvilke typer våben? Hvornår blev den nuværende lovgivning ensartet? Hvilke regler eksisterede før dette skete?

For at kunne kaste lys over våbenlovgivningens historie i Europa har Gunner Lind selv endevendt en lang række kilder – herunder især love, men også parlamentariske debatter og avisartikler – udfærdiget på ikke færre end ti forskellige sprog fra portugisisk til svensk.

”Går man langt tilbage i tiden finder man en zoologisk have af forskellige regler. Nogle handler om bestemte tidspunkter og steder. Og nogle kan knyttes til hændelser og aktiviteter som kriminalitet, militser, jagt, påklædning og den slags. I det gamle Europa var der en fælles palet af muligheder for sanktioner, men de blev anvendt meget forskelligt i de forskellige lande, og der var altid mange undtagelser. Der kom først fælles europæiske principper i det tyvende århundrede,” forklarer han.

Fra opmuntring til at bære våben til restriktioner for samfundets skyld

Selve ideen om at indføre restriktioner er ikke af nyere dato, men samtidig heller ikke fra en meget fjern fortid. Den opstod i næsten alle europæiske lande mellem 1918 og 1939, hvor demokratiske regeringer og parlamenter i stigende grad ønskede at beskytte sig mod politisk motiveret vold begået primært af kommunister og fascister.

”På dette tidspunkt var det ikke frygten for kriminalitet, der dominerede synet på våben”, fortæller Gunner Lind og ridser forhistorien op:

”Tilbage i 1600-tallet havde der stort set været våben over det hele. Helt op i 1800-tallet blev folk endda opmuntret eller havde ligefrem pligt til at eje våben, så man kunne deltage i vagter, borgervæbninger og landeværn”.

For at undgå voldskriminalitet og krybskytteri var der dog tit forbud mod at bære våben uden et legitimt formål. Det var for eksempel rutine, at folk var bevæbnede under rejser. Men det var typisk forbudt at bære våben i byernes gader – og i hvert fald til fester, baller, karneval, i domstolene og den slags. De mange forskellige slags love i ældre tid afspejler generelt modsætningen mellem, at folk meget gerne måtte have våben, og at der samtidig kunne opstå problemer, når de gik bevæbnede rundt.

Gunner Lind argumenterer i bogen for, at der i praksis er stor forskel på denne gamle model og den moderne idé om begrænset ret til våbenejerskab:

”Lovgivningen i dag er designet til at beskytte mod individers ulovlige brug af våben, uanset skala og motiv. Den er således et produkt af moderniteten og især af demokratiets udvikling på flere måder. Man kan groft sagt sige, at der er sket en nyfortolkning af de demokratiske staters lovgivning i starten af 1900-tallet og op igennem det seneste halve århundrede, hvor love, der var rettet mod antidemokratisk politisk vold, nu bruges som et redskab mod almindelig kriminalitet i samfundet.”