Ny dansk forskning: Importeret bæverpels var hot i vikingetiden

Pels fra Hvilehøj vikingetidsgrav, hvor det udvundne protein viste bæverpels som tætteste match. Foto: Roberta Fortuna

Publiceret:

19.08.2022

Tags:

De rigeste danske vikinger bar bæverpels, fastslår danske forskere med afsæt i nye analyser af pels fundet i danske højstatusgrave fra 800-1050. Samtidig kan forskerne også konkludere, at vikingerne importerede pels fra udlandet. Bæveren eksisterede nemlig ikke i Danmark på den tid. Studiet, der er publiceret i tidsskriftet PLOS ONE, har været støttet af Carlsbergfondet.

Pels er fra skriftlige kilder kendt for at have været en nøglevare i vikingetiden. Ikke desto mindre har pelshandel været notorisk vanskelig at studere arkæologisk, da pels sjældent overlever længe under tidens tand. I Danmark har pelsfund da også været sjældne, og pels i tøj er kun beskrevet i få rapporter og er aldrig registreret systematisk.

Nu viser analyser af 14 pelsrester fra i alt seks danske højstatusgrave fra vikingetiden imidlertid, at vikingerne blandt andet iklædte sig pels fra bævere. Det er nemlig lykkedes et forskerhold med lektor på Globe Institute på Københavns Universitet Luise Ørsted Brandt i spidsen at identificere de dyr, hvorfra pelsene i gravene stammer. Identifikationen er gjort ved hjælp af blandt andet DNA-analyser, mikroskopi-analyser og proteinsekventering.

Luise Ørsted Brandt (th) udvælger pelsprøver sammen med tekstilforsker på Nationalmuseet Ulla Mannering, der er medforfatter på studiet. Foto: Charlotte Rimstad

En rekonstruktion af beklædning til mænd fra vikingetiden i form af en særegen frakke af bæverpels. Foto: Roberta Fortuna

Pels fra Bjerringhøj vikingetidsgrav identificeret som bæverpels. Foto: Roberto Fortuna

Luksusvare i vikingetidens Danmark

Forskerne kan herudfra konkludere, at vikingetidens pelsbeklædning ofte var sammensat af flere arter, hvorfor der må have eksisteret et højt udviklet kendskab til både materialerne og beklædningsfremstilling. For eksempel blev pelsbeklædning fremstillet af pels fra vilde dyr, mens læderbeklædning blev lavet af skind fra husdyr.

Da pels fra bævere samtidig blev fundet i gravene, konkluderer forskerne også, at bæverpels var en luksusvare i vikingetidens Danmark. Pelsen må nemlig have været importeret, da bæveren ikke levede i Danmark på den tid, hvor pelsen blev fremstillet og brugt. Det taler for, at den blev båret af eliten som en let genkendelig markør for høj social status. Bæverpels har formentlig været både flot og tyk, og så har den måske også været vandafvisende, da bæveren jo lever i vand.

Mikroskopi og proteinanalyser viser vejen

Fordi pelsrester nedbrydes af mange år i en grav, har der typisk været meget lidt eller slet intet DNA tilbage at analysere for arkæologerne. Med mikroskopi kan forskerne nu imidlertid zoome ind på små detaljer i strukturen i pelsen og sammenligne den med moderne pelshår. Der er dog grænser for, hvad man kan konkludere på den baggrund, da hår bliver nedbrudt med tiden. Derfor lavede forskerholdet også analyser af langtidsholdbare proteiner fundet i pelsstykkerne. Metoderne viste sig at give bedre resultater end DNA- og mikroskopi-analyser af de samme fund.

Ud af de seks grave, hvorfra der er undersøgt pelsrester, blev der fundet bæverpels i de to. Det drejer sig om vikingegravene Bjerringhøj (Mammen-graven) ved Viborg og Hvilehøj ved Randers.

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.