Ole Rømers banebrydende triduum-observationer udgives for første gang
Beregninger af Merkurs placering den 19. og 23. oktober. Foto: Det Kongelige Bibliotek, København
I dagene 20. til 23. oktober 1706 foretog Ole Rømer sine berømte Triduum-observationer, der i præcision overgik alle målinger foretaget af datidens astronomer og kom til at spille en væsentlig rolle i de første undersøgelser af stjernernes bevægelser i det 18. århundrede. Med støtte fra Carlsbergfondet udgiver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab nu for første gang Rømers arbejde i sin oprindelige helhed.
Den danske astronom Ole Rømer (1644-1710) er i Danmark og udlandet mest kendt for at have påvist, at lyset bruger tid på at nå fra lyskilden til modtageren. Han kaldte det lysets tøven - eller på fagsprog mora luminis. Rømer gjorde opdagelsen i 1676 under et længere ophold i Paris, hvor han som udsending for Christian V var med til at forberede en aldrig realiseret udgivelse af Tycho Brahes observationer på Hven.
I sin samtid var han dog også en vigtig opfinder af astronomiske måleinstrumenter og -metoder. I dagene 20.-23. oktober 1706 foretog han sine berømte Triduum-observationer, som blev gjort på landobservatoriet Observatorium Tusculanum med hans eget epokegørende instrument Rota meridiana, der senere skulle blive prototypen for alle senere observatoriers instrumenter.
Observationsrækken Triduum blev kulminationen på Rømers livslange indsats for at forbedre såvel instrumenter som observationsteknik. Resultaterne af målingerne overgik i præcision alle målinger foretaget af datidens astronomer og kom til at spille en væsentlig rolle i de første undersøgelser af stjernernes bevægelser, som blev foretaget i løbet af det 18. århundrede.
Observationsrække udgives for første gang
Med støtte fra Carlsbergfondet har astronom Claus Fabricius, videnskabshistoriker Niels Therkel Jørgensen og klassisk filolog Chr. Gorm Tortzen fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab nu udgivet trebindsværket Triduum. Det er første gang, at værket publiceres i sin oprindelige skikkelse.
Værkets første bind introducerer læseren for Ole Rømer og hans tid og virke i Paris og København. I bindet kan man også blive klogere på Rømers udvikling af nye instrumenter og observationsmetoder, ligesom hans resultater fra dengang holdes op imod moderne målinger foretaget med satellitter.
Værkets andet bind rummer en dobbeltsproget latin-engelsk udgave af Rømer-eleven professor Peder Nielsen Horrebows udgivelse Basis Astronomiæ fra 1735.
Heri forklares uvurderlige detaljer om udviklingen af Rømers projekt af et øjenvidne, som var tæt på Rømer. Værkets tredje bind udgør en dobbeltsproget latin-engelsk fotografisk gengivelse af selve observationsprotokollen fra 1706.
Den danske astronom Ole Rømer (1644-1710).
Rømers danske observatorium med hans transitinstrument fra 1691.
Ole Rømers banebrydende Triduum-observationer udgives for første gang.
Den danske astronom Ole Rømer (1644-1710).
Rømers danske observatorium med hans transitinstrument fra 1691.
Ole Rømers banebrydende Triduum-observationer udgives for første gang.
Ville bevise det kopernikanske verdensbillede
Når Triduum-udgivelsen er vigtig, skyldes det ikke mindst, at størsteparten af Ole Rømers observationer gik tabt ved Københavns brand i 1728. Noget af det eneste, der var tilbage, var en observationsrække gjort over tre døgn – deraf navnet Triduum.
På Rømers tid fandtes der ikke noget endegyldigt bevis for det kopernikanske verdensbilledes rigtighed. De fleste astronomer antog det for rigtigt, men Rømer ville slå endegyldigt fast, om Solen gik rundt om Jorden i en årlig bane, eller om det var omvendt.
Hans vigtigste instrument var en meridiankreds kaldet Rota meridiana, hvormed han kunne registrere alle stjernepassager over meridianen på alle tider af døgnet. Meridiankredsen var et stort hjul placeret nøjagtig nord-syd og udstyret med en skala. På hjulet var påmonteret en kikkert. Hermed kunne man med stor præcision aflæse en stjernes højde over horisonten, når den passerede meridianen.
Præcisionsure kunne samtidig angive tidspunktet ned til brøkdele af sekunder, og hermed var stjernens placering indsat i et koordinatsystem.
Biskoppen fik observationsprotokollen
Observationsrækken blev nøje forberedt. Den begyndte den 20. oktober 1706, og i de næste tre døgn registreredes 88 stjerner på en nu uhørt præcis måde. Der blev udfærdiget en observationsprotokol, som Rømer på sit dødsleje fire år senere overdrog til Christen Worm, den senere biskop over Sjælland, fordi han ønskede den bevaret som det måske vigtigste fra hans senere forsker-år.
I samtiden kunne Triduum-observationerne ikke sætte sindene i kog, men tanken var, at astronomer mange år senere skulle gentage dem og konkludere, om hypotesen var sand eller ej: forandrer verdensrummet sig, og roterer Jorden om Solen?
Mens det sidste ikke kunne påvises grundet utilstrækkelige instrumenter, viste den tyske astronom Tobias Mayer allerede i 1760, at Rømers hypotese var rigtig. Stjernerne bevæger sig. Den antikke, aristoteliske forestilling om et uforanderligt verdensrum måtte hermed opgives som en kendsgerning.
Ole Rømers rolle og grundlæggende arbejde med instrumentudviklingen samt selve Triduum-observationerne blev imidlertid efterfølgende glemt i videnskabshistorien. Det råder udgivelsen af Triduum heldigvis nu bod på.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.